News

Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag den 16. september 2019

By  | 

Via Politiet

Fremstilling i Aarhus 

Fire personer blev natten til lørdag anholdt ved diskotek LouLou på Åboulevarden i Aarhus efter flere tilfælde af lommetyverier. Den ene – en 42-årig mand fra Rumænien – blev tilbageholdt på udlændingeloven og bliver mandag kl. 13.00 fremstillet i retten med henblik på senere hjemsendelse til Rumænien. 

En patrulje fra Østjyllands Politi blev kontaktet kl. 2.35 af en 25-årig kvinde, som netop havde været på diskoteket, hvor hendes mobiltelefon var blevet stjålet fra hendes taske ude på dansegulvet. Kvinden fortalte, at hun kort havde mærket en hånd gribe ned i tasken, men hun havde ikke nået at se, hvem der havde taget telefonen. 

Kort efter fik patruljen kontakt med en anden kvinde, som havde fået stjålet sin mobil samme sted. Hun kunne via ”Find Min Iphone” se, at hendes mobil stadig var på diskoteket. Da betjentene trådte ind på stedet, fik fire mænd pludseligt meget travlt med at komme ud. Vagterne fik tilbageholdt dem, og politiet tog kort efter over. Betjentene visiterede de fire mænd og fandt fire forskellige mobiltelefoner på dem, som viste sig at tilhøre fire kvindelige gæster på diskoteket. 

Mændene, der er 23, 25, 29 og 42 år, blev alle sigtet for tyveri. 

**

 

Kvinde kørte gennem hæk – sigtet for spritkørsel

En vaks mand var søndag med til at få standset en 53-årig kvinde, som kørte bil i alkoholpåvirket tilstand. Kvinden kom omkring kl. 11.30 kørende ind på en p-plads på Anbækvej i Hammel. I stedet for at standse i en bås fortsatte hun ind i en hæk med bilen. Hun ringede efter hjælp for at få bilen ud – og imens ringede en mand på stedet efter politiet, da han synes, at kvinden så ud som om, hun var beruset. 

Da patruljen kom frem, var den 53-årige netop på vej væk i sin bil. Hun blev standset, og alkometeret viste hurtigt, at hun var alt for påvirket til at sidde bag rattet. Hun blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel. 

**

 

To drenge sigtet for at sætte ild til container

En 14-årig og 17-årig dreng blev søndag aften anholdt og sigtet for forsætlig brandstiftelse. Klokken 21.09 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en container ved en fritidsklub på Højbovej i Højbjerg brændte. Brandvæsnet fik slukket ilden, uden at der skete større skader. Vidner ledte politiet frem til de to drenge, som begge blev sigtet. De blev desuden sigtet for at have brændt en skraldespand af i samme område. De sociale myndigheder og drengenes forældre blev underrettet. 

READ ALSO  Hundreds of I.S prisoners escape

**

 

30-årig passager anholdt efter uro i tog

Et tog på vej fra Randers til Aarhus endte søndag med at holde stille et stykke tid i Hadsten, mens politiet anholdt en 30-årig passager. Den 30-årige steg omkring kl. 14.50 på toget på Hadsten Station med en smøg i hånden, og da en DSB-medarbejder påpegede, at han ikke måtte ryge i toget, blev han aggressiv og råbte flere skældsord ind i hovedet på hende. 

To mandlige passagerer kom medarbejderen til undsætning, da den 30-årige fortsatte med sin konfronterende adfærd. Da patruljen ankom var den 30-årige fortsat aggressiv, og han gjorde modstand, da betjentene ville have ham ud af kupéen. Det lykkedes dog at anholde passageren, som blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde. 

**

 

Tre anholdt i forbindelse med fodboldkamp

Tre mål og tre point til AGF – og tre anholdte. Det var resultatet efter søndagens Superliga-kamp mellem AGF og AaB. Efter kampen, omkring kl. 14.09, var en 23-årig mand iført AaB-tøj meget opsat på at konfrontere AGF-tilhængerne uden for stadion. Han blev gentagne gange anmodet om gå modsatte vej, men da han i stedet forsøgte at mase sig forbi betjentene, blev han anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Samme sigtelse fik en 21-årig mand, som forsøgte at opildne en større gruppe til at være konfronterende. Han råbte bl.a. højt, at politiet var nogle svin. Han blev derfor anholdt. 

En time senere i banegårdshallen skubbede en 25-årig mand til en dreng og råbte ”dit AGF-svin” efter ham. Heldigvis stod en civilklædt betjent lige ved siden af, og den 25-årige blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. 

**

Hashpåvirket knallertkører ramte ind i politibil

En 20-årig mand forsøgte natten til mandag kl. 1.41 at køre fra en patruljebil på sin knallert. En patrulje fik øje på manden, som på Nyvangsvej i Randers NV kørte rundt uden hjelm og lys på en knallert, som tydeligvis kørte alt for stærkt. De satte de blå blink til og kørte op på siden af knallerten, hvor en betjent rullede vinduet ned og råbte, at han skulle standse. Det gjorde knallertkøreren dog ikke, og han fortsatte i stedet ufortrødent sin kørsel. 

READ ALSO  Neil Woodford fund to be wound up – latest news and markets reaction

Der skulle flere anråb til, før han til sidst bremsede op, men han kunne ikke holde balancen og ramte ind i en kantsten og patruljebilens sidespejl, så han styrtede. Betjentene steg ud og fik anholdt den 20-årige. Det viste sig, at han var påvirket af hash og var frakendt kørekortet, så han slet ikke måtte køre på knallerten. Da han tilmed havde en klump hash i lommen, endte han med i alt ni forskellige sigtelser. 

Han blev sigtet for: 

Kørsel i frakendelsestiden
Kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer
Kørsel uden lys
Kørsel uden hjelm
Kørsel på en tunet knallert
Kørsel på en uindregistreret knallert
Kørsel på knallert uden lovpligtig forsikring
Besiddelse af euforiserende stoffer
Ikke at have efterkommet politiets anvisninger

**

 

Mand ville låne wifi, men stjal bærbar computer

En 21-årig mand anmeldte søndag, at han lørdag var blevet udsat for tyveri i sin lejlighed på Sonnesgade i Aarhus. Ifølge den 21-årige mødte han lørdag omkring kl. 6.00 en tilfældig mand på gaden, som spurgte, om han måtte låne den 21-åriges internetforbindelse. Det sagde den unge mand ja til og inviterede den fremmede inden for i sin lejlighed. Mens han fandt wifi-koden frem, stak gæsten af med en bærbar computer. 

Den 21-årige beskriver computertyven som: 

Somalisk af udseende, meget mørk hud
Ca. 19-21 år
Ca. 180-185 cm høj, fedladen
Sort, mellemlangt hår
Talte dansk
Iført sort dunjakke og sorte joggingbukser med en enkelt hvid stribe

**

 

Brand i lejlighed i Risskov

En 32-årig mand blev natten til mandag kørt på skadestuen med en mindre røgforgiftning, efter der var udbrudt brand i hans lejlighed på Næringen i Risskov. Østjyllands Politi fik anmeldelsen om branden kl. 1.56, og brandvæsnet fik efterfølgende slukket ilden, som nåede at lave større skader i lejligheden. 

Beboeren var nået ud af lejligheden, men han var så påvirket af røgen, at han blev kørt til skadestuen, hvor han blev behandlet for røgforgiftning. Et par af de andre lejligheder fik umiddelbart vandskader efter slukningen af branden. Årsagen til branden er endnu ukendt, men formentligt var der tale om et uheld med en cigaret eller lignende. 

READ ALSO  Germany plans to nearly double taxes on short-haul flights

 **

 

To mænd sigtet for butikstyveri

En vagt fik søndag kl. 14.25 løbet to mænd op, som havde stjålet parfumeprodukter for flere tusinde kroner i Magasin i Aarhus. De to mænd på 22 og 23 år havde lagt parfumerne ned i en taske, hvorefter de løb fra stedet uden at betale. Længere nede af gaden fik vagten fat i dem, og politiet blev tilkaldt. Begge mænd blev anholdt og sigtet for tyveri. 

**

 

Brødrister formentligt skyld i brand

Østjyllands Politi fik søndag kl. 11.22 en anmeldelse om, at der var opstået brand i en villa på Klosterbakken i Hasle. Brandvæsnet fik slukket ilden, der nåede at lave større skader i køkkenet. Ingen personer kom til skade.  Efter al sandsynlighed opstod branden i en brødrister. 

**

 

Færdsel

Mandag kl. 6.22 skete der et færdselsuheld på Randersvej i Hadsten. En 60-årig mandlig cyklist kørte ind i et skilt, der var væltet ind over cykelstien. Han styrtede og blev efterfølgende kørt til skadestuen med symptomer på en punkteret lunge. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt 11 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Hejrebakken i Brabrand begået søndag d. 15/9 kl. 8.09
På Hjortensgade i Aarhus C begået søndag d. 15/9 mellem kl. 00.00 og kl. 7.00
På Tjørnehegnet i Skødstrup begået mellem onsdag d. 11/9 kl. 16.50 og søndag d. 15/9 kl. 16.00
På Nørre Boulevard i Randers C begået mellem mandag d. 9/9 kl. 5.03 og søndag d. 15/9 kl. 16.00
På Borup Byvej i Randers NV begået mellem lørdag d. 14/9 kl. 13.00 og søndag d. 15/9 kl. 16.50
På Mejlbyvej i Mejlby begået mellem fredag d. 13/9 kl. 19.00 og søndag d. 15/9 kl. 17.10
På Vestergårdsvangen i Viby begået mellem fredag d.  13/9 kl. 14.30 og søndag d. 15/9 kl. 14.00
På Kalvevasen i Sødring ved Havndal begået mellem lørdag d. 7/9 kl. 9.00 og søndag d. 15/9 kl. 17.30
På Kolt Kirkevej i Kolt begået mellem fredag d. 13/9 kl. 6.30 og søndag d. 15/9 kl. 18.15
På Nordstjernen i Randers NV begået søndag d. 15/9 mellem kl. 15.30 og kl. 20.50
På H.C. Andersens Vej i Åbyhøj begået mandag d. 16/9 kl. 4.45

 


Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret