Politi og Anklage

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 30. august 2019

By  | 

Via Politiet

Det er pt. ingen planlagte grundlovsforhør

**

 

Stjålne el-cykler fundet i kælder

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 11.00 en anmeldelse fra en beboer i en opgang på Vestre Ringgade i Aarhus C. Beboeren havde set tre dyre, ulåste og muligvis stjålne el-cykler stå i kælderen i hans opgang, og der blev sendt en patrulje til stedet, der kunne konstatere, at i hvert fald to af cyklerne var efterlyst.

Betjentene foretog yderligere undersøgelser i kælderen og fik adgang til flere kælderrum, hvor der blandt andet blev fundet et el-løbehjul, et jagtgevær med tilhørende patroner og en vinkelsliber. Der blev desuden fundet endnu et el-løbehjul, som muligvis kan være identisk med det løbehjul, der onsdag blev stjålet på Viborgvej (læs mere i torsdagens døgnrapport).

Østjyllands Politi er nu i gang med at efterforske sagen nærmere og finde frem til de rette ejere af cykler og el-løbehjul.

**

 

Tog selv fra kassen – genkendt af politiet

Torsdag kl. 17.20 kom en mand hen til kassen i SuperBrugsen på Jægergårdsgade i Aarhus og ville købe en lighter. Men da kasseekspedienten åbnede kassen for at give manden penge tilbage, stak han armen ned i kassen og tog et bundt sedler, hvorefter han løb fra stedet.

Der blev sendt en patrulje, der fik et signalement af gerningsmanden og fik mulighed for at se butikkens videoovervågning igennem. Signalementet blev sendt rundt til de øvrige patruljer og i en af de andre patruljebiler sad en betjent, der kunne genkendte signalementet, som passede på en 22-årig mand, der havde haft samme tøj på dagen forinden, hvor han havde stjålet fra Kvickly i Bruuns Galleri.

Betjenten kiggede overvågningsvideoen igennem og kunne genkende den 22-årige, som han dagen forinden havde sigtet for tyveriet i Kvickly. Den 22-årige mand er fredag formiddag blevet anholdt og sigtet for tyveri fra kasseapparat, og det skal nu vurderes, hvorvidt han skal fremstilles i grundlovsforhør.

**

 

Stjal penge fra baglokale

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 18.59 en anmeldelse fra Bruuns Galleri, hvor en vagt havde tilbageholdt en mand, der var mistænkt for at have stjålet penge fra et pengeskab i en af butikkernes baglokaler. En af butikkens medarbejdere havde set manden i baglokalet og undret sig over, hvorfor han befandt sig der, da han ikke var ansat i butikken. Da hun, sammen med sine kollegaer, gik ud i baglokalet kunne de se, at alle deres tasker var gennemrodede, og at pengeskabet var tømt.

Medarbejderne kontaktede centervagterne og bad dem hjælpe med at søge efter manden i centeret, da én af medarbejderne så, at manden var på vej ud af bagindgangen til centeret ved Jægergårdsgade, hvorefter én af vagterne satte efter og fik tilbageholdt manden, der havde en pose med penge i hånden.

LÆS/ READ  Stor mængde våben beslaglagt i koordineret aktion

Da politiet ankom til stedet, blev den 38-årige mand anholdt og sigtet for tyveri. Udover de penge, der var i posen, blev han fundet i besiddelse af større mængder sedler og mønter i diverse bukselommer.

**

 

Udsat for gaderøveri

Torsdag kl. 21.30 blev to mænd på 17 og 18 år udsat for et gaderøveri på Vejlby Centervej i Risskov. De to mænd har forklaret til politiet, at de netop havde været i Rema1000 og handle, da de på stisystemet ved Vejlby Kirke blev kontaktet af en ukendt mand, der råbte ”Jalla Jalla” efter dem, hvilket fik dem til at stoppe op.

Manden hev herefter en kniv frem og råbte til dem, at de skulle give ham deres ting. Den 17-årige gav ham sin mobiltelefon, men hans 18-årige ven forsøgte at få den tilbage igen, hvilket fik gerningsmanden til at true den 18-årige med kniven, hvorefter han løb fra stedet i retning mod Vejlby Pizza.

Gerningsmanden beskrives som:

  • Mellemøstlig af udseende
  • 16-18 år gammel
  • Ca. 175 cm høj
  • Fedladen af bygning
  • Mørk i huden og med stort, mellemlangt hår – muligvis lidt krøllet og tilbagestrøget
  • Talte dansk med accent
  • Var iført mørkt tøj og bar skråtaske.
  • Havde maskering/halsedisse foran næse og mund

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner i sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

Overfaldet efter bytur

Torsdag kl. 07.00 var en 20-årig mand på vej hjem efter en bytur i Aarhus midtby, da han ved Immervad på Store Torv blev skubbet omkuld af en ukendt gerningsmand. Den 20-årige har forklaret politiet, at manden skubbede ham hårdt i brystet, så han faldt til jorden, hvorefter han blev sparket to gange i maven. Gerningsmanden skulle have råbt noget imens, som den 20-årige ikke kunne huske, hvad var.

Gerningsmanden beskrives som:

  • Mellemøstlig af udseende
  • 25 år gammel
  • 185 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Mørk i huden og med sort hår
  • Talte dansk
  • Var iført en blå hættetrøje og sorte bukser

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan kontakte politiet på telefon 114.

**

Butikstyv vendte tilbage til gerningsstedet

Torsdag kl. 13.43 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en butiksvagt i Viby Centeret i Viby. Vagten havde tilbageholdt en kvinde, som var blevet genkendt på videoovervågning fra to tyveriforhold begået i to forskellige butikker i centeret henholdsvis den 18. juni og den 17. august.

Der blev sendt en patrulje, der gennemså videoovervågningen fra de to episoder, hvor der kunne ses, at den 54-årige kvinde stjal parfumer den ene dag og en kjole den anden dag. Kvinden blev anholdt og sigtet for de to tilfælde af butikstyveri.

LÆS/ READ  Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 20. september 2019

**

Brand i kaffemaskine

Østjyllands Politi blev torsdag kl. 16.30 kaldt ud til en brand i en lejlighed på Skansegade i Randers SV. Lejlighedens 53-årige beboer stod nede på gaden, da hun opdagede, at der kom røg ud fra lejligheden. Hun løb op til lejligheden og kunne se, at køkkenet stod i flammer.

En 34-årig mand, der bor i lejligheden overfor, kom på samme tidspunkt kørende i sin bil og kunne nede fra gaden se, at det brændte. Han tog bilens pulverslukker med op til lejligheden, mens en anden mand ringede 112. Ved hjælp af pulverslukkeren fik de slukket en del af flammerne, hvorefter de trak sig væk og afventede brandvæsnets ankomst.

Brandvæsnet fik hurtigt kontrol over ilden, som sandsynligvis var startet ved en tændt kogeplade, hvorpå der havde stået en kaffemaskine, der var gået i brand. Ilden havde bredt sig til stort set hele lejligheden, men ingen personer kom noget til.

**

Gamle elinstallationer formentlig årsag til brand

Torsdag kl. 21.11 opstod der brand i et selskabslokale i en kælder på Vestre Ringgade i Aarhus. Selskabslokalet skulle udlejes i weekenden, og en beboer havde derfor været dernede for at tilslutte et køleskab af ældre dato. Men ca. 20 minutter senere var køleskabet gået i brand. Ilden havde spredt sig til to mikroovne, der stod ved siden af. Hele lokalet fik sod og røgskader, men ingen person kom noget til, og der var heller behov for genhusning af beboere.

**

Færdsel

Torsdag kl. 06.50 skete der et færdselsuheld på Christian X’s Vej i Højbjerg. En 22-årig mandlig bilist skulle svinge til højre ind på Holmevej, da han ramte en scooter, ført af en 43-årig kvinde, der kom kørende på cykelstien. Kvinden faldt af scooteren, men slap umiddelbart fra uheldet med en brækket lillefinger.

Torsdag kl. 11.20 blev en 35-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Kastbjergvej i Grenaa.

Torsdag kl. 11.38 skete der et færdselsuheld i krydset Vestre Ringgade/Paludan-Müllers Vej i Aarhus. En 47-årig kvindelig bilist kom kørende på Vestre Ringgade i sydlig retning, da en 23-årig mandlig cyklist pludselig kørte frem for rødt lys fra Paludan-Müllers Vej og krydsede Vestre Ringgade, hvorved der skete sammenstød. Cyklisten kom lettere til skade ved sammenstødet og blev kørt til skadestuen for nærmere undersøgelse. Han blev desuden sigtet for at køre frem for rødt lys.

LÆS/ READ  Uddrag af døgnrapport fra torsdag den 190919 kl 0700 til fredag den 201919 kl 0700

Torsdag kl. 13.57 skete der et færdselsuheld på Bøsbrovej i Randers SV. En 89-årig mandlig bilist skulle svinge til venstre fra Pramvej ad Bøsbrovej, da han overså en 21-årig kvindelig cyklist, der kom kørende ad Bøsbovej. Der skete sammenstød mellem bilist og cyklist, men der skete umiddelbart kun materiel skade. Den 89-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Torsdag kl. 14.06 skete der et færdselsuheld på Grenåvej i Skødstrup. En 28-årig mandlig bilist har forklaret til politiet, at han blev forstyrret af en hveps under kørsel, og da han kort tid efter kiggede frem, var bilen foran ham, ført af en 65-årig mand, standset for en bil, ført af en 63-årig mand, der skulle svinge til venstre. Den 28-årige forsøgte at bremse, men ramte i stedet koblingen og kørte derfor ind i den forankørende bil, der efterfølgende blev skubbet frem i den tredje bil. Der skete ingen personskade ved sammenstødet, og alle tre biler kunne køre fra stedet.

Torsdag kl. 15.43 skete der et færdselsuheld på Djurslandsmotorvejen ved Hinnerup. I den tætte eftermiddagstrafik havde en 49-årig mandlig bilist været uopmærksom et øjeblik og var, i forbindelse med kødannelse på stedet, kørt ind i den forankørende bil, ført af en 59-årig mand, der efterfølgende var blevet skubbet frem i bilen foran, der blev ført af en 56-årig kvinde. Ingen personer kom til skade ved uheldet, der dog gav lidt trafikale udfordringer på stedet. Den 49-årige mand blev sigtet for ikke at have holdt tilstrækkelig afstand til forankørende.

Torsdag kl. 15.50 skete der et solouheld på Bodevej i Bode ved Ørsted. En 50-årig mand på scooter var kørt af vejen og væltet ind på en mark. Føreren var kommet til skade med det ene ben, der muligvis var brækket, og han blev kørt til behandling på skadestuen. Det viste sig, at han var spirituspåvirket, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Labing Møllevej i Harlev J begået torsdag den 29/8 mellem kl. 07.00 og kl. 12.45
  • På Skelagervej i Aarhus N begået torsdag mellem kl. 13.45 og kl. 14.15
  • På Engboulevarden i Randers SØ begået torsdag den 29/8 mellem kl. 13.00 og kl. 14.45
  • På Søndergade i Hadsten begået torsdag den 29/8 mellem kl. 09.00 og kl. 15.52
  • På Søndergade i Hadsten begået torsdag den 29/8 mellem kl. 09.00 og kl. 15.30


Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret