Politi og Anklage

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 16. august 2019

By  | 

Via Politiet

Fremstilling i Aarhus 

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.30 en 28-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for forsøg på manddrab ved i juni på Kappelvænget at have skudt mod en gruppe personer, hvorved han ramte to mænd i benet. Østjyllands Politi vurderer, at den 28-årige har relation til en bande, og at episoden var en del af en verserende konflikt mellem to bander. 

Da anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere om sagen. 

**

 

Fremstilling i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 13.00 en 45-årig kvinde i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Hun sigtes for seksuelle overgreb mod en mindreårig pige begået i forening med en 59-årig mand, som blev varetægtsfængslet torsdag. 

Da anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere om sagen. 

**

 

53-årig mand dræbt efter trafikulykke ved Rønde

En 53-årig mand afgik torsdag aften ved døden efter en trafikulykke tidligere på dagen på motortrafikvejen ved Rønde. Den 53-årige kom kørende i sin bil, da han kl. 13.21 ramte frontalt ind i en lastbil. Han blev kørt til behandling på hospitalet, men hans liv stod ikke til at redde. En bilinspektør skal nu undersøge omstændighederne om ulykken nærmere. 

**

 

Politihund fandt flygtet bilist under halm

En 30-årig mand tog torsdag kl. 8.44 benene på nakken og forsøgte at gemme sig, efter han havde været involveret i et trafikuheld på Norsmindevej i Malling. Den 30-årige sad bag rattet i en bil, da han i høj fart ramte ind i en lastbil i et sving. Bilen fik større skader, og hans 31-årig medpassager måtte tilses af ambulancepersonalet, da han havde mindre smerter. Den 30-årige selv valgte at løbe ud over en mark. 

Da politiet kom frem, satte de en hund til at gå spor. Den snusede sig hen over marken og endte ved en bunke halm, hvor den begyndte at gø. Den 30-årige lå gemt under halmstakken, og han blev anholdt og sigtet for at stikke af fra et trafikuheld. Et pust i alkometeret viste, at han havde en for høj promille, og han blev derfor også sigtet for at køre spritkørsel. 

**

 

37-årig mand smadrede bilrude med jernstang

En 34-årig kvinde var torsdag morgen kl. 6.35 ude for en ubehagelig oplevelse, da hun holdt med sin bil på Værkmestergade i Aarhus. En 37-årig mand kom pludseligt løbende med en lang jernstang, som han hamrede ned i fronten af bilen og ind i frontruden, som blev smadret. Den voldsomme mand kastede herefter nogle fakkelholdere ind i døren og ruden på en bygning. En patrulje kom til stedet og fik lagt den kraftigt alkoholpåvirkede mand i håndjern. Han blev sigtet for hærværk og forsøg på grov vold. Kvinden slap fra episoden med en ordentlig forskrækkelse. 

**

Specialpatruljen kom forbi – tre sigtet

Østjyllands Politis specialpatrulje var torsdag eftermiddag på gaden i Randers omkring Vestre Kirkestræde. Her traf de flere personer, som havde hash på sig. Tre blev sigtet, efter betjentene havde visiteret dem. En 57-årig kvinde og to mænd på 47 og 60 år havde alle hash på sig. Den 47-årige havde også lidt kokain i lommen, som han blev sigtet for at besidde. 

**

 

Hidsig mand slog og sparkede politibil

En 34-årig mand blev natten til fredag kl. 3.50 anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden på Klosterport i Aarhus C. En patrulje, der var på stedet i en anden anledning, blev konstant afbrudt af manden, som blandede sig i politiets arbejde. 

Til sidst blev han eskorteret væk fra stedet af en betjent. Kort efter var han dog tilbage igen, og denne gang begyndte han at slå og sparke på patruljebilen, mens han råbte og skreg. Han blev derfor anholdt og kørt til politistationen. 

**

22-årig anholdt efter fund af narko og kontanter

En 22-årig mand blev torsdag kl. 20.15 anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg. Østjyllands Politis specialpatrulje var på besøg på mandens adresse i Lystrup, hvor betjente og narkohunde fandt hash og kokain. Derudover blev der fundet salgsposer, digitalvægte og flere kontanter, som tydede på narkosalg. 

**

 

Ryddede hylde for parfume i butik 

En 23-årig mand blev torsdag kl. 11.21 anholdt, efter han var blevet tilbageholdt af en vagt i Matas på Søndergade i Hadsten. Ifølge personalet gik den 23-årige pludseligt hen bag disken og fejede en række parfume ned fra en hylde. Han forsøgte at dirigere parfumerne ned i en taske, men flere af dem ramte i stedet gulvet. 

Det lykkedes medarbejdere og en vagt at holde manden tilbage, indtil politiet kom frem. Den 23-årige blev sigtet for forsøg på tyveri. 

**

 

Bargæst ville slås – anholdt og sigtet

En 31-årig mand forsøgte torsdag kl. 23.55 at komme i slagsmål med en tilfældig mand, som han mødte på en bar på Kannikegade i Aarhus. Den 31-årige var så fuld og aggressiv, at dørmændene på stedet tilkaldte politiet, som kort efter kom frem. Her blev manden anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Under visitationen af den 31-årige, fandt betjentene noget kokain i hans ene strømpe. Han blev derfor også sigtet for besiddelse af narko. 

**

Færdsel 

Torsdag kl. 7.52 skete der et færdselsuheld i krydset Gl. Viborgvej/H.C. Andersens Vej i Randers NV. En 42-årig kvindelig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en 14-årig dreng, som kom cyklende ligeud. Drengen slap umiddelbart fra uheldet med knubs og skrammer. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Torsdag kl. 9.21 skete der et færdselsuheld i krydset Kystvejen/Bernhard Jensens Boulevard i Aarhus C.  En 75-årig mandlig bilist og en 76-årig mandlig bilist ramte ind i hinanden i krydset. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. De to mænd var ikke helt enige, om hvordan uheldet var opstået. 

Torsdag kl. 10.27 blev en 60-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Stenbækvej i Brabrand. 

Torsdag kl. 11.08 skete der et færdselsuheld i krydset Ebeltoftvej/Grenåvej i Tåstrup ved Rønde. En 70-årig kvindelig bilist mistede kontrollen over sin bil, kørte over et helleanlæg og ramte ned i grøften. Hun blev efterfølgende kørt til skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Torsdag kl. 11.17 skete der et færdselsuheld i krydset Vesterbro Torv/Hjortensgade i Aarhus C. En 24-årig kvindelig cyklist blev ramt af sidespejlet på en bil ført af en 71-årig mand. Cyklisten væltede men slap umiddelbart med knubs. 

Torsdag kl. 18.26 skete der et harmonikasammenstød på Østjyske Motorvej ved Tilst. Fem biler var involveret, men ingen personer kom umiddelbart til skade. 

Torsdag kl. 23.46 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Bøsbrovej i Randers SV. 

Fredag kl. 1.55 blev en 35-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Fruerlundvej i Rønde. Da betjentene fandt hash på ham, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

Indbrud 

Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På St. Blichers Vej i Åbyhøj begået torsdag d. 15/8 mellem kl. 9.00 og kl. 9.50 
På Dalgas Avenue i Aarhus C begået mellem d. 25/7 kl. 22.00 og torsdag d. 15/8 kl. 10.40
På Aage Bergs Vej i Risskov begået mellem onsdag d. 14/8 kl. 14.00 og torsdag d. 15/8 kl. 10.50
På Vibeengen i Studstrup begået torsdag d. 15/8 kl. 13.05
På Præstekravevej i Studstrup begået mellem søndag d. 11/8 kl. 9.30 og torsdag d. 15/8 kl. 15.40
På Oldvej i Hejlskov ved Mørke begået mellem onsdag d. 14/8 kl. 00.00 og torsdag d. 15/8 kl. 13.12
På Ryhaven i Hasle begået torsdag d. 15/8 mellem kl. 8.30 og kl. 11.30


Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret

Please Donate To Bitcoin Address: [[address]]

Donation of [[value]] BTC Received. Thank You.
[[error]]