Via Skattestyrelsen

Ca. 150.000 virksomheder skal den 1. september angive og betale deres moms for både første og andet kvartal i 2020. Det skal de, fordi momsfristen 1. juni, hvor de pågældende virksomheder ellers skulle indberette deres moms for første kvartal, blev udskudt til 1. september. 

– På grund af coronasituationen er momsfristerne rykket og er lidt anderledes i år, derfor gør vi rigtig meget ud af at guide og informere virksomhederne, ligesom vi også sidder klar i vores kundecenter op til fristen og besvarer spørgsmål fra virksomhederne, siger Jørgen Wissing Jensen, underdirektør i fagområdet Erhverv i Skattestyrelsen.

De knap 150.000 virksomheder, som nu skal indberette for to perioder, består af tre forskellige typer virksomheder. Den største gruppe består af ca. 135.000 virksomheder, som har en omsætning på mellem 5 og 50 millioner kroner. Den anden gruppe drejer sig om ca. 12.000 nystartede virksomheder, som er blevet oprettet efter den 1. januar 2020. Den tredje gruppe er et lille antal virksomheder, der selv har søgt om at få lov til at indberette deres moms kvartalsvis.

Virksomhederne skal 1. september indberette moms for perioderne 1. januar – 31. marts 2020 og fra 1. april – 30. juni 2020.

– Der er flere ting, som virksomhederne skal være særligt opmærksomme på, når de skal indberette for begge kvartaler på én gang.  Det er for eksempel vigtigt, at de enkelte perioder bliver korrekt indberettet. Dvs. det går ikke, hvis man skriver nul kroner i den ene og skriver hele momsbeløbet for begge kvartaler i den anden periode, siger Jørgen Wissing Jensen.

READ ALSO  New Finance and New Economy in a New Situation

1. september er normalt en stor momsfrist, hvor ca. 460.000 virksomheder skal indberette deres moms. Men alle de virksomheder, der indberetter moms hvert halve år, har på grund af coronasituationen fået udskudt denne frist til 1. marts 2021. De ca. 150.000 virksomheder, der nu har dobbelt momsfrist, har således også fået udskudt fristen for deres 3. kvartal, så de ligeledes først skal indberette 3. og 4. kvartal til marts 2021.

Der er mere information om de udskudte momsfrister, og hvordan man angiver sin moms til Skattestyrelsen på skat.dk/huskmoms.

Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818