Tal og statistik

DI: Giv kommunerne en kontant jobpræmie for at skabe private arbejdspladser

By  | 

Via Dansk Industri

Kommunerne i Danmark modtager fortrinsvis deres indtægt fra de borgere, som bor og betaler skat i kommunen. Det har den konsekvens, at det for den enkelte kommune ofte bedre kan betale sig at være en ’bosætningskommune’ frem for en ’erhvervskommune’, der tiltrækker og fastholder arbejdspladser. Kommunen kan i stedet nyde godt af, at borgerne arbejder og oppebærer deres indkomst i en nabokommune.

Der er dog enkelte elementer ved det nuværende system, som belønner erhvervsvenlige kommuner:

For det første får kommunerne tildelt en andel af virksomhedernes selskabsskat baseret på den andel af virksomhedens samlede lønninger, der udbetales i kommunen. I alt går 15,24 pct. af indtægterne fra selskabsskatten til kommunerne. Det svarer til ca. 9 milliarder kr. om året (strukturelt niveau). Kommunernes indtægt fra selskabsskatteprovenuet er dog genstand for en selvstændig udligning, således at den enkelte kommune enten skal aflevere eller modtage halvdelen af forskellen til den gennemsnitlige kommunale selskabsskatteindtægt (pr. indbygger).

For det andet har kommunerne mulighed for at opkræve dækningsafgift på det lokale erhvervsliv. Dækningsafgiften er en afgift på bygningsværdien af erhvervsejendomme (ejendomsværdien minus grundværdien), og ligger ud over den grundskyld, som betales af grundværdierne. Knap 40 af landets 98 kommuner benytter sig i dag af deres mulighed for at opkræve dækningsafgift, herunder først og fremmest kommunerne omkring København. Den maksimale dækningsafgift udgør 10 promille af bygningsværdien minus 50.000 kr. I alt indbringer denne afgift kommunerne ca. 2½ mia. kr. (strukturelt niveau). Der er ingen udligning af dækningsafgiften mellem kommunerne.

DI’s forslag:

DI arbejde med to modeller for en jobpræmie til kommunerne baseret på antallet af private arbejdspladser. Fælles for begge modeller er, at kommunerne ophører med at få tildelt en andel af den selskabsskat, som staten har opkrævet. De godt 9 mia. kr. om året, som staten sparer herved, går til at finansiere en jobpræmie pr. privatansat, som uddeles til kommunerne baseret på deres andel af de knap 2 mio. privatbeskæftigede i Danmark (omregnet til fuldtidspersoner).

Den store model

I den store model fratages kommunerne desuden muligheden for at kunne opkræve dækningsafgift af det lokale erhvervsliv. Som beskrevet af DI1, så er dækningsafgiften en særdeles skadelig skat, der lægger en ekstraskat på én bestemt erhvervsinvestering (bygninger), og dermed fører til dobbeltbeskatning af afkastet heraf (afkastet af en erhvervsejendom – hvad enten den bruges til egen drift eller udlejes – beskattes allerede via selskabskatten). Det betyder konkret, at virksomheder kan risikere dobbeltbeskatning af f.eks. energirenoveringer eller investeringer i maskiner og andet udstyr, der er integreret i bygningen. Af samme grund er afgiften bl.a. blevet kritiseret af IMF i deres seneste landerapport2.

LÆS/ READ  Hvordan sikrer kommunerne, at virksomhederne er tilfredse med deres tilbud og rammevilkår?

Desuden har dækningsafgiften udviklet sig til en storbyskat, der først og fremmest afspejler, at kommuner i og nær de større universitetsbyer og langs det statslige motorvejsnet, der har mulighed for at opkræve en ekstraskat på erhvervslivet uden at miste det, i vid udstrækning benytter sig af denne mulighed. DI’s målinger af det lokale erhvervsklima har da også – år efter år vist – at der ikke er nogen (positiv) sammenhæng mellem dækningsafgiften og virksomhedernes oplevelse af den lokale erhvervsservice (høj dækningsafgift er ikke betalingen for et godt erhvervsklima).

Dækningsafgiften indbringer kommunerne i alt ca. 2½ mia. kr. om året. Grundet de positive økonomiske konsekvenser ved at afskaffe afgiften (bl.a. højere selskabsskatteindtægter) vil staten dog alene miste knap 1½ mia. kr. ved at afskaffe afgiften. Den store ’selvfinansieringsgrad’ er endnu en indikation af afgiftens skadelige økonomiske effekter.

Sammen med de godt 9 mia. kr. fra selskabsskatten giver det råd til en statslig jobpræmie på ca. 6.000 kr. om året pr. privat arbejdsplads i kommunen.

Den lille model:

I den lille model afskaffes dækningsafgiften ikke. I stedet indføres en statslig afgift på 22 pct. af den enkelte kommunes indtægt fra dækningsafgiften. Afgiftens størrelse afspejler, at hver gang kommunen opkræver 100 kr. i dækningsafgift, så mister staten 22 kr. i selskabsskat (den betalte dækningsafgift kan fradrages i den skattepligtige indkomst inden overskuddet beskattes). En sådan 22 pct.-afgift afgift vil indbringe staten ca. 550 mio. kr. Sammen med de 9 mia. kr. fra selskabsskatten kan det finansiere en jobpræmie på ca. 5.000 kr. om året pr. privat arbejdsplads.

Modsat den store model, så er den lille model også provenuneutral for staten. Til gengæld forsvinder dækningsafgiften ikke. Den enkelte kommune vil dog med denne model få en økonomisk tilskyndelse til at sænke sin dækningsafgift til glæde for det lokale erhvervsliv. Det skyldes, at kommunens ikke selv betaler hele reduktionen, idet staten jo ”finansierer” de 22 pct.: 1 mio. kr. i skattelettelse til det lokale erhvervsliv, giver kun 780.000 kr. mindre i kommunekassen.

Det sidste betyder dog ikke, at staten mister penge, hvis kommunerne sænker dækningsafgiften. For selv om indtægten fra 22 pct.-afgiften selvfølgelig falder, så stiger statens indtægt fra selskabsskatten tilsvarende.

Uagtet dette, så vil DI opfordre til, at den lille model – hvis den vælges – følges op af målrettede initiativer, der sigter mod at reducere og på sigt udfase dækningsafgiften. Det kan f.eks. ske gennem årligt gradvis at sænke den maksimale tilladte dækningsafgiftspromille fra de nuværende 10 promille.

LÆS/ READ  Nordisk Ministerråd vil stoppe seksuel chikane på arbejdspladser

Betydning for kommunerne

Som anført er begge modeller provenuneutrale for kommunerne set under ét – pengene bliver bare fordelt lidt anderledes end i dag. I det umiddelbare regnskab er taberne de kommuner, der enten har særligt høje indtægter fra selskabskatten i dag, eller som opkræver (en høj) dækningsafgift. Vinderne bliver de kommuner, der ikke opkræver dækningsafgift og/eller de kommuner, der som modtager relativt lidt fra selskabskatten set i forhold til antallet af private arbejdspladser i kommunen.

DI analyserede3 sidste år de kommunal-økonomiske konsekvenser af en omlægning efter de her opstillede principper. Der var tale om en ”hvad-nu-hvis?”-analyse, der så på hver enkelt kommunes gennemsnitlige indtægt fra selskabsskatten i årene 2012-17 samt kommunens indtægt fra dækningsafgiften i 2017. Dette blev så holdt op mod en jobpræmie baseret på antallet af privatansatte (fuldtidsbeskæftigede) i kommunen i 2014. Af samme grund opererer analysen med en lavere jobpræmie, idet der kigges på historiske tal, frem for på det strukturelle niveau.

Konklusionen var den gang, at der i begge modeller er over dobbelt så mange kommuner, som vil vinde på forslaget, sammenlignet med antallet af umiddelbare tabere. Dette skyldes, at indtægterne fra selskabsskat og især dækningsafgift er meget mere ulige fordelt mellem kommunerne end antallet af private arbejdspladser.

Især kommuner, der opkræver dækningsafgift, står til umiddelbart at tabe på omlægningen, dvs. primært hovedstadskommunerne. Det gælder uanset, hvilken model, der vælges – om end tabet selvfølgelig er størst i den model, hvor dækningsafgiften helt afskaffes. Her skal det dog huskes, at kommunens tab fra afskaffelsen af dækningsafgiften modsvares af en tilsvarende skattebesparelse for kommunens private virksomheder. De lokale, positive effekter af denne skattebesparelse er ikke indregnet.

Herudover er der et mindre antal kommuner, som i dag får tildelt en relativ høj andel af selskabsskatten sammenlignet med deres andel af de private arbejdspladser. Det gælder f.eks. kommuner som Billund og Kalundborg. Selv om disse kommuner ikke opkræver dækningsafgift, så står de i begge modeller til at tabe penge på bekostning af andre kommuner. Det skyldes, at de i dag er hjemsted for nogle af største danske selskabsskatteydere.

Disse kommuner får dog en klar fordel af, at den nye indtægtskilde – jobpræmien – bliver mere stabil end deres nuværende indtægt fra selskabskatten – og dermed også lettere at budgettere med. Desuden vil de typisk også være blandt de kommuner, der modtager mest i jobpræmie pr. indbygger grundet de mange lokale private arbejdspladser.

Som anført tidligere peger DI’s analyse på, at der er mange flere kommuner, der umiddelbart vil vinde på den foreslåede omlægning, sammenlignet med antallet af kommuner, der umiddelbart taber. Da pengene skal gå op, er deres gevinster imidlertid noget mindre. De kommuner, der står til at vinde mest, er kommuner uden dækningsafgift, som generelt har mange private arbejdspladser, men som ikke modtager en stor andel af selskabsskatten. DI’s analyser peger på, at det er kommuner som Ringkøbing-Skjern, Vejen og Lemvig. Gevinsten for disse er størst i den model, hvor dækningsafgiften helt afskaffes, og mindre i modellen, hvor kun en del af afgiftsprovenuet omfordeles.

LÆS/ READ  Nordisk Ministerråd gør LGBTI-personers rettigheder til et fælles mål

Betydning for staten

Alt efter hvilken model, der indføres, vil den beskrevne omlægning få provenumæssige konsekvenser for staten.

I den lille model, hvor dækningsafgiften bevares, men kommunerne pålægges en statslig afgift på 22 pct. af deres indtægt fra dækningsafgift, er der heller ingen effekt på statens finanser: Udgiften til job-præmien går lige op med indtægten fra 22 pct.-afgiften på kommunernes dækningsafgiftsprovenu og den sparede udgift, når staten beholder hele indtægten fra selskabskatten.

Det er vigtigt at understrege, at staten i denne model heller ikke taber, hvis kommunerne efterfølgende sænker dækningsafgiften. Det skyldes, at den enkelte virksomhed kan fradrage den betalte dækningsafgift som en omkostning inden der betales selskabsskat. 100.000 kr. betalt i dækningsafgift betyder dermed 22.000 mindre betalt i selskabsskat – og dermed 22.000 mindre i statskassen.

Den foreslåede 22 pct.-afgift på kommunernes indtægt fra dækningsafgiften neutraliserer denne effekt på statskassen. De 100.000 kr. i dækningsafgift (til kommunen) udløser en statslig afgift på 22.000 kr. til staten, som lige præcis svarer til det beløb, statskassen tabte i selskabsskattebetaling.

Så hvis den pågældende kommune afskaffer dækningsafgiften, så vil staten umiddelbart miste 22.000 kr. i 22-pct.-afgift; men til gengæld vil virksomhedens skattepligtige overskud vokse med 100.000 kr. – og dermed vil statens indtægt fra selskabsskatten vokse med 22.000 kr.

I den store model, hvor dækningsafgiften afskaffes, vil kommunerne under ét derimod umiddelbart opleve et indtægtstab svarende til deres indtægt fra dækningsafgiften. Som anført udgør det strukturelle provenu ca. 2½ mia. kr. I DI’s forslag er det dog antaget, at kommunerne under ét kompenseres for dette tab via en forhøjelse af jobpræmien, finansieret af staten. Dermed bliver det staten, der umiddelbart mister de 2½ mia. kr., som dækningsafgiften indbringer. Grundet de positive dynamiske effekter ved dækningsafgiftens afskaffelse (og den indvirkning det har på f.eks. statens indtægt fra selskabsskat), så ender det endelig provenutab for statskassen på knap 1½ mia. kr.

Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret