Finansnyheder

Den Europæiske Centralbank sænker renten

By  | 

Via TV2 Business

Samtidig starter banken opkøb af obligationer. “En overraskelse til den stramme side”, mener cheføkonom i Danske Bank.

Den Europæiske Centralbank, ECB, sænker sin indlånsrente til minus 0,5 procent og starter opkøb af obligationer for 20 milliarder euro om måneden.

Renten har indtil nu været på minus 0,40 procent, hvor den har ligget siden 2016. Den nye sænkelse til 0,5 procent er historisk lav.

– Det er mindre, end vi havde regnet med, og også en skuffelse for markedet, siger cheføkonom i Danske Bank Las Olsen til TV 2 umiddelbart efter offentliggørelsen fra ECB.

Han kalder udmeldingen “en overraskelse til den stramme side”. Og det er han ikke ene om. I minutterne efter ECB’s udmelding er der kommet en umiddelbar reaktion fra markedet.

– Vi kan se på valutamarkedet, at vi får et fald i dollaren – hvilket er en styrkelse af euroen og danske kroner, siger Las Olsen.

Sparker rentebolden ind i fremtiden

Økonomisk redaktør på Berlingske Business Ulrik Bie tvivler på, at ECB’s rentenedsættelse kommer til at virke på realøkonomien.

– Man prøver at sparke rentebolden så langt ind i fremtiden, som man overhovedet kan – men på et lavere niveau, siger han til TV 2.

Han mener ikke, der er tid til øget bekymring, når det gælder økonomien i Euro-området. Inflationen er lav, men det er den af mange årsager. Blandt andet fordi europæerne køber billige varer i Kina, og fordi der er øget konkurrence i den europæiske økonomi. Især det sidste er godt for europæerne.

– Det er der ingen grund til at gå i panik over. Men det gør man i ECB, fordi man har et mål om, at inflationen skal op på to procent. Men det her kommer ikke til at gøre nogen stor forskel, vurderer Ulrik Bie.

Negative renter fortsætter

Den negative indskudsrente er den rente, som banker i eurozonen betaler for at have deres overskydende penge stående hos ECB. Den har i sidste ende betydning for renterne på opsparinger og boliglån.

En endnu lavere rente skal tilskynde bankerne til at låne flere penge ud, som skal sparke gang i økonomien.

Udsigten til negative renter kan fortsætte ret længe.

– Det store grundlæggende rentefald gennem mange år er drevet af udbud og efterspørgsel efter kapital. Mange mennesker sparer op, få har lyst til at investere. Det presser renterne ned. Det ser ikke ud til at ændre sig fundamentalt, selvom vi får udsving omkring noget meget lavt, forklarer Las Olsen.

Flere har advaret ECB

Tiltaget er omdiskuteret, og flere regeringer har ifølge nyhedsbureauet Reuters advaret ECB mod at lempe pengepolitikken for meget.

Økonomer i Danmark har også noteret, at en lempelse nu kan blive et problem, hvis en økonomisk krise kommer, før pengepolitikken igen er strammet.

I Danmark plejer Nationalbanken, der blandt andet har som opgave at holde kronekursen tæt på eurokursen, at følge trop på ECB’s beslutninger.

Derfor kan der være lagt op til en lavere rente herhjemme. Renten i Danmark er aktuelt på minus 0,65 procent og er ikke blevet sænket siden 2015.

Senere i dag melder Nationalbanken ud, hvorvidt de ændrer renten efter Den Europæiske Centralbanks udmelding.

Det betyder ECB-renten for dig

  • Lave renter i Europa vil sikre lave danske boligrenter.
  • Under normale omstændigheder følger Nationalbanken i Danmark renteændringerne i ECB, fordi den danske krone er bundet i fast kurs til euroen.
  • ECB går efter en inflation på knap to procent. ECB kan sætte renten ned for at få inflationen op.
  • Ligger inflationen for lavt, vil forbrugerne holde igen, og investeringerne stoppe, da forventningen om endnu lavere priser holder forbruget i ave. Hvorfor købe i dag, når man kan få det billigere i morgen?
  • En rentenedsættelse svækker euroen, hvilket er tilsigtet, så eurokursen ikke er for stærk i forhold til dollaren.
  • En svagere euro vil gøre varer fra eurolandene billigere i udlandet, sætte gang i eksporten og dermed væksten.
  • Når væksten kommer op i gear, vil forbrugerne bruge flere penge, og inflationen vil stige.
  • En svagere euro kan til gengæld gøre det dyrere at købe varer i USA og dyrere at tanke bilen, da olieprisen afregnes i dollar.


Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret

LÆS/ READ  Dansk økonomi buldrer afsted - men vi er ikke immune, siger Nationalbanken