Det statslige dyrevelfærdsmærke til kyllingekød blev lanceret for et halvt år siden, og nye tal viser, at der er godt gang i salget. Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen mener dog, at potentialet er større endnu.

Mange vil gerne betale lidt mere for, at kyllingen på middagstallerkenen har haft mere plads og en kortere tur til slagteriet. Det viser nye branchetal.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen lancerede for godt et halvt år siden det statslige dyrevelfærdsmærke til kyllingekød, og salgstallene viser, at forbrugerne allerede har lagt mere end 1 mio. bakker med for eksempel kyllingefileter og lår i indkøbskurven.

– Jeg glæder mig over, at mange forbrugere vælger den kylling, som har haft bedre dyrevelfærd, inden den havnede i køledisken. Også selvom den måske koster et par kroner ekstra. Når landmændene ser, at forbrugerne er klar til at betale, så har de en god grund til at skrue op for dyrevelfærden. Det er hele ideen bag vores dyrevelfærdsmærke, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Kødet kan få enten et, to eller tre hjerter afhængigt af niveauet for dyrevelfærden. Det er fælles for de tre trin, at kyllingen kommer fra en race, der vokser langsommere end konventionelle slagtekyllinger, at den har mere plads, og at turen til slagteriet er kort.

Selvom mærket er kommet flyvende fra start, så mener ministeren dog, at potentialet er større endnu.

– Én mio. bakker er rigtig meget kyllingekød, men vurderingen hos både mig og i branchen er, at flere og flere går op i, at dyret på middagsbordet har haft et godt liv. Derfor er jeg også sikker på, at endnu flere fremover vil gå efter den gode dyrevelfærd, når de køber ind, siger Jakob Ellemann-Jensen.

READ ALSO  Nigerian troops open fire at anti-police brutality protesters in Lagos as 24-hour curfew kicks in – reports

I en ny forbrugerundersøgelse, som YouGov har lavet for Fødevarestyrelsen, svarer omkring 70 procent, at de i nogen, høj eller meget høj grad er klar til at betale lidt ekstra, hvis de er sikret, at kyllingen er opdrættet med fokus på bedre dyrevelfærd. Undersøgelsen viser også, at godt halvdelen af forbrugerne kender det statslige dyrevelfærdsmærke.

Forbrugerne kan finde det statslige dyrevelfærdsmærke på kyllingekød i Bilka, Aldi, Føtex, Meny, Rema1000 og Netto.

Kriterier for dyrevelfærdsmærket på kyllingekød

Et hjerte = Langsommere voksende racer, mere plads, øget kontrol med skader på trædepuder og mindre transporttid.

To hjerter = Kravene fra ét hjerte plus endnu mere plads og miljøberigelse i form af fx grovfoder, beskæftigelsesmateriale eller adgang til frisk luft.

Tre hjerter = Kravene fra ét og to hjerter plusmeget mere plads, attraktivt udeareal med fx træer eller buske og bedre mulighed for aktivitet og beskæftigelse.

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Jonatan Lykke-Olesen, Miljø- og Føedvareministeriet, tlf.: 9359 7082, e-mail: jolyk@mfvm.dk 

 



Via Miljø- & Fødevareministeriet