Numbers & Statistics

Dansk vandteknologi er eftertragtet i USA

By  | 


Amerikanerne står de næste år overfor store udfordringer på vandområdet, og de har derfor behov for store investeringer i deres vandinfrastruktur. Miljøminister Lea Wermelin rejser lørdag til Chicago for at fortælle amerikanerne om den effektive, danske vandteknologi.

Ifølge USA’s miljøstyrelse har amerikanerne et forventet investeringsbehov i den offentlige vandinfrastruktur på omkring 4.600 mia. kroner frem mod 2030. 

Det gør USA til et spændende marked for danske virksomheder, der er blandt de førende i verden, når det kommer til effektiv vandteknologi.

Miljøminister Lea Wermelin rejser derfor lørdag til Chicago for at deltage i WEFTEC-messen. Det er en af verdens største vandteknologimesser med omkring 20.000 gæster, hvor der vil være en stand med danske virksomheder, som forsøger at få nye kunder i hus. Det er en international messe med potentielle kunder fra både USA og resten af verden.

Lea Wermelin vil gøre sit til at fortælle om og inspirere til at investere i danske løsninger.

– Vi har høje ambitioner på miljøområdet, og regeringen vil sammen med danske virksomheder styrke den grønne dagsorden verden over. Vi har nogle fantastisk dygtige virksomheder i Danmark, som kan sikre rent og sikkert vand og gøre det så effektivt som muligt, så vi ikke spilder hverken vand eller energi undervejs. Vi skal stå sammen om at nå verdensmålene og i denne sammenhæng særligt mål nummer seks om rent vand og sanitet til verdens befolkning, siger Lea Wermelin.

Blandt de allerede etablerede på det amerikanske marked er Grundfos.
 
– USA er et land med stigende vandproblemer. På lige fod med mange andre lande i verden. Derfor oplever vi en stor efterspørgsel på effektive og intelligente løsninger, både i forhold til at sikre rent drikkevand, flood control og for håndtering af spildevand. Her skal vi fortsætte og intensivere den tætte dialog om, hvordan vi optimalt kan tackle udfordringerne sammen, siger Peter Trillingsgaard, Group Vice President, Group Communication & Public Affairs i Grundfos. 
 
Også mindre og mellemstore virksomheder ser mulighederne. For eksempel i Chicago, hvor Nissen Energy leverer højeffektive gasmotoranlæg, så renseanlæggene kan producere så meget energi som muligt. Et af de første renseanlæg, der er leveret til, er nu energineutral til gavn for anlæggets økonomi og miljøet.

READ ALSO  SE: Kan man blive udleveret til et andet land, for at stjæle en gris?

– Vi er kommet godt ind på det amerikanske marked gennem det samarbejde, der har været mellem danske virksomheder og forsyninger i den statslige satsning på samarbejdet om vandteknologi mellem Danmark og USA, siger direktør Thorvald Petersen fra Nissen Energy.

Lea Wermelin skal på turen til Chicago også blandt andet besøge Stickney Water Reclamation Plant, som er et af verdens største spildevandsanlæg, mødes med internationale organisationer og repræsentanter fra den danske og amerikanske vandsektor og åbne den danske stand på WEFTEC-messen.

DANVA/IWA Denmark 2020, Unisense A/S, DHI USA, Linak, Haarslev, Envidan, Biogasclean A/S, Nissen Energy A/S, APX10 A/S og Stjernholm A/S deltager på den fælles danske stand. Grundfos, Danfoss, Landia og Rambøll har sine egne stande.

København er desuden vært for IWA World Water Congress & Exhibition i oktober 2020. Formålet med kongressen er vidensdeling og dannelse af netværk. Der vil blandt andet komme virksomheder, forskere, myndigheder, vandværker og politikere.

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Jacob Haaning Andersen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 21 19 27 50, e-mail: jahaa@mfvm.dk



Via Miljø- & Fødevareministeriet

Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret