Finansnyheder

Danmark kræver en milliard fra Just Eat

By  | 

Via TV2 Business

16x9
Selskabet er blandt andet kendt for at levere en platform til pizzeriaer, der vil bringe mad ud til kunder. Foto: Henry Nicholls / Ritzau Scanpix

Takeaway-virksomheden Just Eat mener, at de danske skattemyndigheders krav er “det mest ekstreme” scenarie.

Den danske stat mener ikke, at virksomheden Just Eat betalte tilstrækkeligt med skat, da virksomheden i 2012 rykkede sit hovedsæde fra København til London.

Derfor fremsatte de danske myndigheder sidste år et krav på i alt 126 millioner britiske pund, svarende til lige over en milliard danske kroner, mod takeaway-virksomheden.

Det fremgår af Just Eats halvårsregnskab, men har endnu ikke været fremme i danske medier.

Skattestyrelsen, det tidligere Skat, vil ikke udtale sig om sagen med henvisning til udvidet tavshedspligt i verserende sager.

Just Eat – kort fortalt

  • Just Eat blev skabt i 2001 i Danmark. Blandt stifterne var Jesper Buch, der siden er blevet kendt for bl.a. Løvens Hule.
  • I 2006 gik Just Eat ind på det engelske marked, året efter det hollandske og i 2008 også det irske.
  • I dag er Just Eat på syv europæiske markeder, det canadiske og australske med flere.
  • I 2014 blev Just Eat børsnoteret i London.
  • Havde i 2018 en omsætning på 779.5 millioner britiske pund, cirka 6,5 milliarder danske kroner.
  • Just Eat kom ud af 2018 med et overskud på knap 80 millioner pund på bundlinjen.

Afsætter 169 millioner

I regnskabet fra Just Eat fremgår det, at man ikke mener, at kravet fra de danske skattemyndigheder holder vand.

Virksomheden regner dog med, at sagen alligevel kan komme til at koste et betragteligt beløbmen har ikke sat et overslag på den danske skattesag alene.

Men i regnskabet fremgår det, at virksomheden har afsat 20,8 millioner pund, svarende til 169 millioner danske kroner, til skatteudgifter i alle de lande, hvor firmaet opererer.

Det beløb “er udregnet på baggrund af en afvejning af sandsynligheden for en række forskellige udfald”.

Den endelige regning falder først efter en såkaldt gensidig aftaleprocedure, som lige nu foregår mellem de britiske og danske skattemyndigheder. Ifølge Just Eats regnskab påbegyndte denne aftaleprocedure i april sidste år. Hvornår parterne forventer at indgå en aftale fremgår ikke.

Afgørelse først til næste år

Hos Just Eat i London oplyser talsperson James Baker, at man nu overlader forhandlingerne til den gensidige aftaleprocedure, som foregår mellem skattemyndighederne i Storbritannien og Danmark. Et svar kan måske først komme i april 2020, oplyser han:

– Vi kommer ikke til at have indflydelse på det forløb, og vi ønsker ikke at blande os i det forløb, siger James Baker til TV 2.

Han fortæller, at Just Eat som virksomhed altid har til hensigt at betale skat i de lande, hvor virksomheden opererer:

– Vi er ikke enige i beløbet på 126 millioner pund, men nu vil vi samarbejde, og så får vi at se, hvor det ender, fortæller James Baker.

Handler også om tilbagebetaling

Slagsmålet handler formentlig om det, man kalder immaterielle rettigheder, siger skatteadvokat Eduardo Vistisen. Det fulde krav fra den danske stat ser ud til også at indeholde renter og gebyrer.

– Det ser ud som om, at parterne kæmper om, hvad der blev overdraget, da man flyttede hovedsædet fra København til Storbritannien tilbage i 2012/2013, og hvad prisen skal være for de ting, der blev overdraget, siger Eduardo Vistisen.

Derudover fremgår det af regnskabet, at man også skal tage stilling til, hvordan tilbagebetalingen til den danske stat skal foregå. Ifølge Just Eat kan det være en periode mellem 5 til 25 år.

– De slås altså tilsyneladende også om, hvorvidt der skal tilbagebetales over en årrække, eller om det skal være en engangsbetaling, siger Eduardo Vistisen.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Just Eats hovedkontor i Storbritannien. Men foreløbigt uden held.

Det fremgik i en tidligere version af denne artikel, at de 20,8 millioner pund var afsat til den danske sag alene. Just Eat oplyser imidlertid, at beløbet er sat af til skatteudgifter i alle lane, hvor virksomheden opererer.


Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret

Please Donate To Bitcoin Address: [[address]]

Donation of [[value]] BTC Received. Thank You.
[[error]]