Numbers & Statistics

Dæmpede investeringsforventninger i industrien

By  | 

Via Danmarks Statistik

Industriens investeringsforventninger marts 2019

Industrien forventer, at investeringerne vil være 2 pct. højere i 2019 end i 2018, viser den seneste stikprøveundersøgelse om investeringsforventningerne, der blev gennemført i marts 2019. Det er lavere end i første måling, gennemført i oktober sidste år, hvor der var en forventning om en stigning på 10 pct. Undersøgelsen viser også, at investeringerne i 2018 forventes at være vokset med 8 pct. i forhold til 2017.

Forventet årsvækst i industriens investeringer

Forventningerne til 2019-investeringerne er faldet, men på det jævne

Den forventede stigning på 2,1 pct. (afrundet 2 pct.) fra 2018 til 2019 ligger lidt under den gennemsnitlige forventede investeringsvækst igennem de seneste 20 år, som ligger på 2,7 pct. (geometrisk gennemsnit).  

Det er typisk at 2. målings tal ligger over 1. målings tal set over en 20-årsperiode. Det er så ikke tilfældet i målingen for 2019, hvilket kan skyldes variation og stikprøveusikkerhed, men det kan også skyldes en reel ændring i investerings-forventningerne. Læs mere i efterfølgende afsnit.

Forventet vækst for 2018-investeringerne endte ret højt

Hvor de første tre undersøgelser af industriens forventede investeringer i 2018 var svagt positive med værdier mellem 2 og 4 pct., viser den endelige måling, udført i marts i år, en stigning på 8 pct. i forhold til 2017.

Dette høje niveau skal ses på baggrund af et stort fald (minus 12) året før. Gennemsnittet for 2016 til 2018 er på 2,4 pct. (geometrisk gennemsnit) og lægger sig således tæt på gennemsnittet for de seneste 20 år på 2,7 pct.

Industriens investeringsforventninger (IFI) er en stikprøveundersøgelse, der udføres samtidigt i alle EU-landene to gange om året (marts og oktober). Styrken er dens aktualitet. Resultaterne præciseres senere i regnskabsstatistikken, der er en mere omfattende undersøgelse af bl.a. industrivirksomheder.

READ ALSO  Skattestyrelsen lytter til borgerne og udfaser først TastSelv-koden i sommeren 2020

Reducerede investeringsplaner

I en sammenlignelig statistik om virksomhedernes fremtidige investeringsplaner fra Konjunkturbarometer for industrien ses der fra andet kvartal 2018 til første kvartal 2019 en høj overvægt af virksomheder, der angiver ændring til øgede investeringer – ikke nødvendigvis de samme virksomheder fra gang til gang.

Et foreløbigt tal for andet kvartal 2019 indikerer en faldende overvægt, dvs. færre har øget deres planer, mens flere har reduceret deres planer, og hvis de endelige tal bekræfter denne tendens, vil det være i samklang med denne undersøgelses indikation af, at investeringsforventningerne for hele 2019 er nedjusteret til 2 pct. i forhold til 2018.

I statistikken over ændringer i investeringsplaner spørges ved indgangen til hvert kvartal, om virksomheden har ændret i sine fremtidige investeringsplaner. Resultatet opgøres i nettotal, der beregnes som andelen af virksomheder, der har svaret ændring til øgede investeringer fratrukket andelen der har svaret ændring til reducerede investeringer. Da denne statistik belyser andelen af virksomheder og ikke deres konkrete investeringsbeløb, er den kun indikativ i forhold til investeringsforventningerne.

Ændringer i industriens investeringsplaner fra kvartal til kvartal

Nøgletal for investeringsforventningerne

I tabelform vises nøgletallene for de seneste tre års vækstrater i investeringerne. Raterne baserer sig på seneste offentliggjorte tal fra regnskabsstatistikken fra 2016.

I statistikbanken findes flere tal for industriens investeringsforventninger, herunder opdeling på branchegrupper. Der findes også angivelser af, hvad afsættet for investeringerne er, og hvad formålet med investeringerne er. Disse tal indsamles én gang om året i oktober-undersøgelsen.    

Anm.: I tallet for den samlede industri er inkluderet olieraffinaderier foruden de fire sektorer. Beløbene i den årlige investeringsopgørelse stammer fra Regnskabsstatistik for private byerhverv 2016 og er vægtgrundlaget for vækst-beregningerne.

Forskellige investeringsbegreber

Industriens investeringsforventninger følger regnskabsstatistikkens definition af investering og opererer med begrebet nettoinvesteringer, som dækker over, at der opgøres for tilgang (tilkøb) minus afgang (frasalg). Det følger almindelig regnskabspraksis. Nationalregnskabets tal for bruttoinvesteringer er sammenlignelige hermed. Læs uddybende om investeringsbegreber i dokumentet om estimationsmetode.



Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret