Numbers & Statistics

COVID-19: Afviklingen af sprogprøver på danskuddannelserne udskydes

By  | 

Via Integrationsministeriet

Sprogprøverne på danskuddannelserne for sommerterminen 2020 udskydes, således at de skriftlige prøver afholdes 15.-18. juni 2020, og de mundtlige prøver afholdes i perioden 22. juni til 3. juli 2020. Det betyder også, at prøveterminen er kortere end normalt.

Indfødsretsprøven og medborgerskabsprøven afholdes den 3. juni 2020, og prøverne forventes på nuværende tidspunkt at blive afholdt som planlagt.

Læs mere nedenfor.

Afholdelse af sprogprøver for prøveterminen sommer 2020

Ægtefællesammenføring og opholdstilladelse på grundlag af fast samliv er som udgangspunkt betinget af, at den herboende person har bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

Endvidere er meddelelse af tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse som udgangspunkt betinget af, at den pågældende har bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Tidsubegrænset opholdstilladelse er som udgangspunkt bl.a. også betinget af, at 2 ud af 4 betingelser er opfyldt. En af disse betingelser kan opfyldes ved at bestå Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Endelig er optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse som udgangspunkt betinget af, at den pågældende har bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. 

Sprogcentrene afholder sprogprøver på danskuddannelserne to gange om året – i maj/juni og november/december. Sprogprøverne for sommerterminen 2020 i maj/juni udskydes til juni/juli, således at de skriftlige prøver afholdes 15.-18. juni 2020 og de mundtlige prøver i perioden 22. juni til 3. juli 2020. Det betyder også, at prøveterminen komprimeres fra seks uger til tre uger.

Afholdelse af indfødsretsprøven og medborgerskabsprøven

Indfødsretsprøven og medborgerskabsprøven afholdes den 3. juni 2020. Prøverne forventes på nuværende tidspunkt at blive afholdt som planlagt. SIRI følger situationen nøje og vurderer, om der måtte være behov for at udskyde prøveafholdelsen med henblik på at sikre, at der ikke opstår en situation, hvor prøvedeltagerne skal vente meget længe, inden de kan aflægge en prøve.

Yderligere oplysninger

Jobcentre og sprogskoler kan ringe ind til SIRI’s hotline, der er åben i hverdagene fra mandag til torsdag kl. 09.00-15.00 og fredag kl. 09.00-12.00. Telefonnummeret er 70 80 60 68.



Print Friendly, PDF & Email

Latest from finanz.dk