Politics

Coronavirus: den belgiske massakre

By  | 

Via Gatestone Institute


I begyndelsen af 2015 ødelagde den belgiske stat hele landets “strategiske lager” af 63 millioner beskyttende ansigtsmasker, fordi “der skulle skaffes plads” til at huse flygtninge. Eftersom der ikke var tilgængelige masker, da corona-pandemien spredte sig til Belgien, bekendtgjorde regeringen, at masker ikke er nødvendige: “Det giver ikke mening at bære maske for at beskytte sig selv mod coronavirus.” På billedet ses politiet organisere en kundekø udenfor et havecenter i Bruxelles den 18. april 2020. (Foto: Eric Lalmand/Belga Mag/AFP via Getty Images)

Det er for tidligt at komme med en endelig vurdering af de forskellige landes håndtering af COVID-19, men én ting er sikker: Belgien er midt i en massakre.

Det begyndte i 2015, hvor premierminister (i dag præsident for Det Europæiske Råd) Charles Michels regering besluttede at ødelægge hele Belgiens “strategiske lager” af 63 millioner beskyttende ansigtsmasker, herunder de værdifulde FFP2-masker – 1.200 paller omhyggeligt opbevaret og bevogtet af hæren på kasernen i Belgrade ved Namur. Årsagen var ifølge sundhedsminister Maggie De Block, der stadig sidder på sin post i dag, at de var blevet opbevaret under “dårlige forhold”. “Det er nu ikke helt rigtigt”, sagde den belgiske hærs største fagforbund, “… hovedårsagen var pladsmangel. Regeringen besluttede i 2015, at Røde Kors kunne bruge nogle af bygningerne til at huse flygtninge. Der skulle skaffes plads…” Belgien og Europa blev på den tyske kansler Angela Merkels invitation overvældet med migranter i 2015, og EU-retten og den europæiske menneskerettighedskonvention gjorde det i realiteten umuligt at afvise dem.

Hele det strategiske lager blev derfor brændt og aldrig erstattet – endnu en af De Blocks beslutninger, der grundet epidemiers og pandemiers regelmæssighed må betragtes som en forbrydelse. “At regere er at forudse”, sagde Emile de Girardin (1802-1881).

Så mens corona-pandemien spredte sig til Belgien, havde dette ulykkelige land næsten ingen masker – ingen til borgerne, ingen til politiet, ingen til plejehjemmene og næsten ingen til hospitalerne.

Pandemien brød ud meget tidligere i Italien end i Belgien. Det nordlige Italien, med deres stærke økonomiske bånd til Kina gennem tekstilfabrikkerne og modeindustrien, var det vigtigste epicenter for pandemien i Europa. Den 31. januar forbød Italien alle flyrejser fra Kina – et tiltag, der desværre kom for sent for Italien – og den 21. februar var adskillige italienske byer allerede lukket helt ned.

Mange belgiere har italienske rødder, især i det sydlige Belgien (Vallonien), og mange flere elsker Italien. Titusinder af belgiere tog derfor til karnevallet i Italien den 22.-23. februar på trods af epidemien – mens den belgiske regering forholdt sig tavst.

Da disse mennesker vendte tilbage fra Italien, især ved Belgiens to største lufthavne – Bruxelles Syd (Charleroi) og Bruxelles (Zaventem) – blev de ikke screenet på nogen måde. De var blevet screenet, da de kom til Italien, men ikke da de kom tilbage til Belgien. Sundhedsminister Maggie De Block sagde dengang, at det er nyttesløst at tjekke folks kropstemperatur, og at det ikke gav nogen mening at lukke grænsen: “En virus standser ikke ved grænsen”. Da lægen Marc Wathelet forsøgte at advare ministeren om farerne, kaldte De Block ham i en nu slettet tweet for en “drama queen”. Det ser ud til, at epidemiens voldsomme udbrud i Belgien hovedsageligt skyldes de hjemvendte fra Italien, der ikke blev screenet.

I begyndelsen af marts så premierminister Sophie Wilmès’ – fra den samme centrumvenstreparti Reformbevægelsen som hendes forgænger Charles Michel – regering intet problem med belgieres deltagelse i større forsamlinger, såsom Salon Batibouw (boligmesse), Foire du Livre (bogmesse) og naturligvis demonstrationen på kvindernes internationale kampdag den 8. marts. I Italien var 366 personer allerede døde den 8. marts.

Da Wilmès endelig besluttede at handle, i form af direktiver dateret den 23. marts, var det hovedsageligt for at forbyde ethvert initiativ fra den private sektor inden for masker og medikamenter: Staten skulle nok klare tingene selv.

De professionelle politikere og deres “eksperter” havde desværre ikke tilstrækkelig erfaring inden for international handel. Den første sending af masker, som den belgiske stat bestilte, ankom aldrig; maskerne i den anden bestilte sending var meget effektive, men kun til at lave kaffe, og da en belgisk erhvervsdrivende trådte til og bestilte flere millioner masker med levering hos myndighederne, blev han nedgjort som en “svindler” – uden nogen beviser – men: “Hey, det er en nødsituation, vi har ikke tid til bevisførelse!”

I begyndelsen af april, to måneder efter, at pandemien havde spredt sig til Europa, var der derfor stadig næsten ingen masker i Belgien, selv ikke til sundhedspersonalet, der dagligt blev konfronteret med risici, for ikke at tale om den gennemsnitlige borger.

Der var ingen masker, så regeringen besluttede at bekendtgøre, at masker ikke er nødvendige. Dette højdepunkt for den belgiske regerings uduelighed kan stadig findes på nettet, på sundhedsminister Maggie De Blocks personlige hjemmeside: “Det giver ikke mening at bære maske for at beskytte sig selv mod coronavirus.”

Udover masker er den anden nødvendighed i kampen mod virussen at udføre test – det anerkender selv WHO. Test er ret enkle at udvikle og det første skridt i en effektiv imødegåelse af en hvilken som helst pandemi. Belgiens medicinske formåen er enorm – hospitaler, læger, offentlige og private laboratorier, store private kemiske virksomheder – og det offentlige forbrug i sundhedssektoren er et af de højeste i verden. Den belgiske regering havde derfor mulighed for at kompensere for sin kriminelle uduelighed hvad angår masker ved at lave test.

De gjorde desværre lige det modsatte. De gav i stedet et laboratorium drevet af en vis Marc Van Ranst fra Det Katolske Universitet i Leuven det reelle monopol på at køre test. Der er ingen rationel grund til beslutningen, og konsekvensen var nøjagtig den samme som for maskerne: udelukkelse af den private sektor og rationering af test, der derfor har været en skæbnesvanger mangelvare lige fra dag ét.

Beslutningen er så meget desto mere overraskende, når man ved, at Van Ranst ikke alene er læge, men også aktiv i politik. Han er en svoren kommunist og Israel-hader; Han talte engang om et “Gazacaust” og var meget stolt over ordet. Det er dén mand, der blev kronet som hele Belgiens “Herr Test”.

Da private virksomheder udviklede nye testmetoder, udsendte den belgiske regering straks en ny forordning, der forbød metoderne fuldstændigt i hele landet under det påskud, at de muligvis ikke er 100% pålidelige.

Ingen masker, ingen screeningundersøgelser og næsten ingen test – det har været Belgiens situation midt i den værste pandemi siden den spanske syge i 1918. Den dramatiske situation skyldes udelukkende den belgiske regerings elendige beslutninger. Da Wilmès brød det monopol, som hun reelt havde skabt – ved at give private virksomheder som GSK lov til at køre flere test – var det alt for sent.

Det var desværre ikke enden på den triste historie om forbryderisk inkompetence. Den største fadæse var stadig i vente. Efter at have iagttaget situationen i Italien og Alsace (Frankrig), hvor nogle hospitaler var blevet midlertidigt overvældet med coronapatienter, tog den belgiske regering en beslutning, der set i bakspejlet nok var den værste siden 1945: Personer, der var blevet smittet med virussen på plejehjem, skulle forblive på plejehjemmet. Der var derfor ingen af disse stakkels gamle mennesker, der kom på hospitalet.

Kombineret med den næsten totale mangel på masker og test havde dette direktiv katastrofale konsekvenser – døde, døde og atter døde. Belgien taler nu ikke kun om én, men om to epidemier: én i den almindelige befolkning og én på plejehjemmene. Næsten 50% af corona-dødsfaldene i Belgien er på tragisk vis sket på plejehjemmene. På trods af plejepersonalets ofte heroiske indsats er Belgiens plejehjem nu reelt dødsfælder. Døende mennesker ligger alene i deres bolig og må ikke engang se deres familie en sidste gang, idet man vil undgå, at resten af familien bliver smittet – endnu en idé fra den belgiske regering, der blev bekræftet, så trukket tilbage og så genbekræftet.

Ingen masker, ingen test og plejehjem som dødsfælder: Man forstår nu, hvorfor Belgien har førstepladsen i den globale rangordning af corona-dødsfald per capita – ti gange flere end Tyskland.[1]

Drieu Godefridi er en klassisk-liberal belgisk forfatter, der har grundlagt Hayek-Instituttet i Bruxelles. Han har en Ph.D. i filosofi fra Sorbonne i Paris og leder desuden investeringer i europæiske virksomheder.


[1] Den uransagelige Maggie De Block har meddelt, at hun ville “fintælle” dødsfaldene på plejehjemmene, eftersom nogle personer i stastikken kun var “mistænkt” for at have coronavirus. Mange lande har imidlertid medtaget “formodede tilfælde” i deres stastistik – heriblandt USA.





Print Friendly, PDF & Email
READ ALSO  China is Sending Mixed Signals

Latest from finanz.dk