Via Venstre

I tirsdags kunne man læse, at regeringen fra den 10. maj og frem til og med august sætter et loft for store forsamlinger på 500 personer. Senere kunne flere medier dog berette, at der udelukkende var tale om et loft over store forsamlinger, og at det ikke er sikkert, at man fra den 10. maj kan mødes flere end de ti personer, som er grænsen lige nu.
 
Sammenholdt med, at Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut i weekenden i et interview udtalte, at der muligvis kan gå et år, før vi kan have almindelig fysisk kontakt igen, skaber det et billede af en regering, som kommunikerer fuldstændig på må og få. Og det efterlader danskerne i et vadested, hvor de ikke aner, om de er købt eller solgt. 
 
”Statsministeren og regeringen skylder danskerne et klar svar på, hvad der er op og ned i strategien. Vi kan ikke være tjent med, at der kommer meldinger i øst og i vest på den her måde”, siger Venstres næstformand, Inger Støjberg
 
Spørgetimen i Folketinget i går bragte heller ikke nogen klarhed. I stedet forsøgte Mette Frederiksen at få det til at se ud som om, at nogle partier efterlyser en konkret dato for, hvornår vi kan genåbne Danmark fuldt og helt. Det er der selvfølgelig, ingen der efterspørger. For sådan en dato kan ingen give. 
 
Det, som Venstre efterlyser, er en retning fra regeringen. Hvor skal vi hen? Og hvad er regeringens bud på, hvordan vi får Danmark på fode igen? Det synes at være relativt ukontroversielt at efterlyse al den stund, at det er Mette Frederiksen og regeringen, som har direkte adgang til den viden og det datagrundlag, som kan skabe et oplyst grundlag for at få Danmark sikkert gennem krisen.

READ ALSO  Palestinians: What Failure Looks Like

Desværre er regeringen tavs. 
 
”Man har lidt en fornemmelsen af, at Mette Frederiksen og regeringen sidder på oplysninger, som de ikke rigtig vil ud med. Og derfor bliver det lidt med den ene hånd og lidt med den anden hånd. Jeg er ikke i tvivl om, at danskerne er klar til at indrette sig efter meget. Men det er klart, at hvis man ikke ved, hvad man har at gøre med, og hvis det skifter hele tiden, så daler viljen til at bakke op”, siger Inger Støjberg.