Via Danmarks Statistik

Ejendomssalg (md.) august 2020

På landsplan var den årlige prisstigning på ejerlejligheder i august på 9,0 pct., mens priserne på enfamiliehuse steg 5,4 pct., når prisudviklingen måles i forhold til samme måned året før. Der har været årlige prisstigninger på både enfamiliehuse og ejerlejligheder i alle årets første otte måneder, dog med undtagelse af et beskedent prisfald på enfamiliehuse i marts.

Procentvis prisudvikling over 12 måneder for enfamiliehuse og ejerlejligheder på landsplanKilde: www.statistikbanken.dk/ej14.

Fortsat robust boligmarkedet under COVID-19

Da COVID-19 ramte Danmark i februar og lukkede landet ned i marts, blev boligmarkedet også ramt. Den månedlige prisudvikling fra februar til marts faldt med 3,6 pct. for enfamiliehuse, mens ejerlejlighedspriserne faldt med 1,6 pct. Da Boligøkonomisk Videncenter i samarbejde med Danmarks Statistik spurgte danskerne om, hvad de forventede, at der ville ske med boligpriserne, var de i maj overbevist om, at priserne skulle falde som følge af COVID-19. Her tre måneder senere viser det sig, at boligpriserne faktisk steg henover sommeren. I perioden fra maj til august steg både ejerlejlighedspriserne og huspriserne med ca. 4 pct. Set i et historisk perspektiv har boligpriserne aldrig været højere end nu. Siden 2006 er priserne på ejerlejligheder steget 35 pct., mens huspriserne er steget med omtrent det halve (17 pct.)

Prisindeks for enfamiliehuse og ejerlejligheder på landsplan, alm. fri handelKilde: www.statistikbanken.dk/ej14.

Boligsalget slår rekord

Der har også været godt gang i bolighandlerne hen over sommeren 2020. Ser vi på det samlede antal boligsalg (huse + lejligheder) for en enkelt måned, så er månederne maj-august 2020 blandt de ti højeste siden 2006. Tallene dækker over, at der er solgt over 5.000 enfamiliehuse i hver af månederne maj, juni og juli 2020, mens august lige nøjagtigt sniger sig under 5.000 hushandler. For ejerlejligheder har der, for perioden maj-august 2020, været solgt 16 pct. mere end i samme periode sidste år.

Top-10 liste over de bedste måneder med boligsalg i almindelig fri handel siden 2006 i hele landet*Kilde: www.statistikbanken.dk/ej13.

READ ALSO  Regeringen: Ny hjemrejselov skal få flere afviste asylansøgere på flyet