Politics

Børne- og Undervisningsministeriets læringskonsulenter er blevet evalueret

By  | 


Det er især de længerevarende og intensive rådgivningsforløb fra Børne- og Undervisningsministeriets læringskonsulenter, som folkeskoler, erhvervsskoler og gymnasier har gavn af. Det viser en evaluering, som VIVE og Danmarks Evalueringsinstitut har udarbejdet for Børne- og Undervisningsministeriet. Længerevarende rådgivningstilbud retter sig særligt mod udfordrede skoler.

Mange af de deltagende skoler har fået ny viden og nye perspektiver på deres praksis gennem samarbejdet med læringskonsulenterne. På baggrund af samarbejdet har mange foretaget ændringer af deres praksis, og evalueringen viser, at læringskonsulenterne bidrager med kompetencer og redskaber til at facilitere indsatser på skolerne. De er med til at skabe fokus, vedholdenhed, fremdrift og systematik, og de bidrager til en kapacitetsopbygning af skolernes ledelse.

”Det er vigtigt, at ministeriet er med til at støtte skoler og institutioner i de udfordringer, de oplever lokalt. Det gælder både, når nye indsatser skal implementeres, eller eksisterende indsatser skal udvikles til gavn for eleverne. Evalueringen sætter også fingeren på en række punkter, som vi skal følge op på for at gøre læringskonsulenternes arbejde endnu mere relevant for sektoren,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Evalueringen peger for eksempel på, at læringskonsulenterne bør sikre større involvering af det pædagogiske personale i rådgivningsforløb, at indsatserne bør fokusere mere på opfølgning og forankring, og at den viden, som læringskonsulenterne formidler, kan anvendes i den praktiske dagligdag.

Evalueringen viser ikke tegn på, at læringskonsulenterne bidrager til at styrke elevernes faglige resultater målt ved afgangskaraktererne i 9. klasse – i hvert fald ikke på det relativt korte sigt, der måles på i evalueringen. Det kræver en dybdegående og omfattende indsats over en årrække, hvis man skal skabe en positiv faglig forandring i hele kæden frem til eleverne afslutter 9. klasse.

READ ALSO  Thomas Cook Germany cancels all trips for 2020

Evalueringen fokuserer på en række interessante faktorer i relation til udvikling af skolerne, for eksempel udvikling i elevernes gennemsnitskarakterer, skoleledelsernes brug af data og den pædagogiske ledelse på skolerne. Børne- og Undervisningsministeriet vil dog også kigge på andre relevante faktorer for at sikre, at læringskonsulenterne understøtter skoler og institutioner i deres udfordringer. 

Som opfølgning på evalueringen vil Børne- og Undervisningsministeriet gå i dialog med de relevante parter om evalueringens resultater og uddannelsesområdernes fremadrettede behov for rådgivning og vejledning. 

Om Børne- og Undervisningsministeriets læringskonsulenter

  • Børne- og Undervisningsministeriets læringskonsulentkorps blev etableret på henholdsvis folkeskole-, erhvervsuddannelses- og gymnasieområdet i 2014.
  • Det oprindelige formål var bred understøttelse af reformimplementering på folkeskole- og erhvervsuddannelsesområdet. På gymnasieområdet var det oprindelige formål at understøtte implementering af kvalitetsløft i forbindelse med overenskomsten i 2013.
  • På folkeskoleområdet varetager læringskonsulenterne også fagkonsulentfunktionen og rådgiver dermed i fagene.
  • Det overordnede sigte med læringskonsulentkorpset er at understøtte skolernes kapacitetsopbygning og kvalitetsudvikling. Det sker blandt andet med henblik på at sikre, at alle børn og unge skal blive så dygtige, som de kan.





Via Undervisningsministeriet

Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret