Sofie Carsten Nielsen har været ude i et hysterisk angreb på et politisk forslag, der gør det lettere for forældre at gå hjemme og passe børn. Jeg må tilstå, at jeg ikke rigtigt kan genkende Eva i rollen som en kuet, undertrykt husslave.

Hvem taber? Gør min hustru det? Hun går jo glip af arbejdsmarkedet. Et frygteligt afsavn, hvis man spørger feminister som Sofie Carsten Nielsen. Hvilket er afslørende for et afstumpet menneskesyn. Det syn på livet, hvor arbejdsmarkedet er det eneste saliggørende. Hvor det er spild af liv at bruge tiden sammen med sine børn og familie.

Er min hustrus liv dårligere end mit, fordi hun bruger mere tid sammen med børnene end mig? Er hun undertrykt og uligestillet, fordi hun i modsætning til mig ikke har et bord, der kan hæves og sænkes? Jeg kan ikke se det. Det er rigtigt, at jeg ikke ville bytte rolle med hende. Og hun vil helt sikkert ikke bytte med mig. Vi er heldigvis forskellige. I disse uger er jeg på barsel med vores tredje barn, som jeg priser mig lykkelig for er mulig. Det er herligt for børnene, men det er også ret godt for mig. At det skulle være intrinsisk bedre at passe kontoret frem for børnene vidner om et fattigt syn på livet.

Det som selvoptagede radikalister som Sofie Carsten Nielsen ikke forstår, er, at vi ikke har truffet individuelle valg. Vi har truffet valg i fællesskab. Sammen. Vi er ikke to autonome individer, der realiserer os selv. Den enes bidrag til fællesskabet kan ikke adskilles fra den anden. Vi er en familie.

READ ALSO  Right place, right time: Research vessel captures meteorite’s final, fiery moments on live stream

Blog: Er min hjemmegående hustru en undertrykt, kuet stakkel?

Jeg skal åbenbart hjem og kigge på min angiveligt undertrykte hustru én gang til


Rune Selsing via Facebook