Via Beskæftigelsesministeriet

Danmarks Statistik har fredag offentliggjort tal for antallet af lønmodtagere i juni måned.

I juni 2020 var der 2.730.000 personer i job, hvilket er en stigning i forhold til maj svarende til 0,4 pct. Der var 10.000 flere private ansatte og 1.000 flere offentligt ansatte.

Det er 74.000 færre lønmodtagere sammenlignet med februar, som var sidste måned, før Danmark blev delvist lukket ned som følge af coronaen på linje med mange lande verden over. Tallene skal ifølge Danmarks Statistik på grund af de særlige omstændigheder, der har præget arbejdsmarkedet under COVID-19, tages med forbehold.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

– Det er positivt, at vi kan konstatere en stigning i beskæftigelsen i juni måned på 11.000. Det tyder altså på, at de forskellige former for hjælp til lønmodtagere og virksomheder, som fx lønkompensation, har gjort en forskel. Men det ændrer ikke ved, at corona-krisen har betydet en kæmpe omvæltning for tusindvis af danskere, som har mistet deres arbejde, deres kolleger og nu står med en usikker fremtid på et presset arbejdsmarked.

– Sammenholdt med ministeriets egne daglige tal for ledigheden, der viser, at det de seneste uger går den rigtige vej med ledigheden, giver det anledning til forsigtig optimisme. Vi har dog endnu ikke set den fulde virkning af udfasningen af hjælpepakker og lønkompensationsordningen.

– Vi har netop i denne uge fået vedtaget, at danskerne kan få udbetalt tre ugers feriepenge svarende til knap 60 mia. kroner, og så får danskere på overførselsindkomst 1.000 kroner skattefrit. Derudover har et bredt flertal aftalt at bruge 30 mia. kr. på klimavenlig renovering af landets almene boliger. De forskellige tiltag skal være med til at sætte skub i forbruget og økonomien og skabe arbejdspladser.  

READ ALSO  Eftersyn af repatrieringsordningen