Via Beskæftigelsesministeriet

Beskæftigelsesministeriet har netop offentliggjort de første tal på nyledige dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere mv. siden krisen med corona-virussets udbredelse i Danmark.

De nye tal viser, at corona-krisen allerede nu påvirker arbejdsmarkedet. Fra slutningen af uge 11 er der væsentligt flere nye ledige end de samme uger i tidligere år. Mandag og tirsdag i uge 12 blev der tilmeldt henholdsvis 6.987 og 3.995 nye ledige, hvilket er lidt mere end tre gange så mange som gennemsnittet for tilsvarende dage i de senere år.

Ser man på udviklingen i nyopslåede job, er den tilsvarende alvorlig, da der i mandags blev opslået 658 nye stillinger på Jobnet mod i gennemsnit knap 1.000 i samme periode de senere år.

Regeringen har blandt andet indgået en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter om lønkompensation og starter i dag forhandlinger for at sikre selvstændige en lignende kompensation.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger: 

– Vi vil gøre alt, der skal til for at sikre dansk økonomi og danske arbejdspladser. Det handler om folks arbejde og levebrød. Uanset hvad vi gør, så vil sundhedskrisen desværre have indflydelse på vores arbejdsmarked, hvilket de nye tal viser. Nu er det op til os politikere at sikre, at det går mindst muligt udover danske lønmodtagere, selvstændige og virksomheder.

– Udviklingen de seneste dage er bekymrende, og det er noget, vi ser i de fleste lande. Nogle steder med større negativ gennemslagskraft end i Danmark, hvilket blandt andet skyldes, at vi allerede har gennemført initiativer med stor betydning. Det gælder for eksempel vores trepartsaftale om lønkompensation, der gør det muligt for privatansatte at beholde deres fulde løn og job, og den store hjælpepakke, som netop er fremlagt målrettet selvstændige og særligt hårdt ramte brancher. Men vi følger udviklingen meget nøje, og vi er parate til at tage yderligere tiltag.

READ ALSO  BNP har indhentet noget af det tabte

Tallene kan findes på Jobindsats.dk (PDF)