Via Danmarks Statistik

Kriminalitet (kvt.) 3. kvt. 2020

Antallet af anmeldte indbrud i beboelser var i årets tredje kvartal igen stigende efter at have været historisk lavt i andet kvartal. Dette hang sandsynligvis sammen med, at det var blevet sværere for indbrudstyvene at begå indbrud, når mange i løbet af foråret opholdte sig hjemme efter nedlukningen af Danmark som følge af COVID-19. I tredje kvartal blev der anmeldt 4.864 indbrud i beboelser, når der er korrigeret for sæsonudsving. Det svarer til en stigning på 36 pct. i forhold til andet kvartal. “Beboelser” dækker over villaer o.l., landejendomme, lejligheder og værelser. Den mindre stigning i anmeldte indbrud i starten af 2018 kan formentlig forklares af indbrudsparagraffen (§ 276a), som trådte i kraft 1. januar 2018. Indførelsen af den nye paragraf betyder i praksis, at en række anmeldelser, der tidligere blev registeret som tyveri, nu registreres som indbrud.

Anmeldte indbrud, sæsonkorrigeretKilde: www.statistikbanken.dk/straf12.

Ligeledes flere indbrud i forretning, virksomhed mv.

Foruden indbrud i beboelser ses der ligeledes en stigning i antallet af indbrud i forretning, virksomhed mv. I tredje kvartal var der 2.758 anmeldelser her om, når der korrigeres for sæsonudsving, svarende til en stigning på 18 pct. i forhold til andet kvartal. Antallet af anmeldte indbrud i ubeboede bebyggelser var uændret.

Flere taske- og lommetyverier

I tredje kvartal ses der tilmed en stigning i antallet af anmeldte lomme- og tasketyverier i forhold til andet kvartal, hvor antallet særligt bar præg af aflysninger af store arrangementer og de generelle retningslinjer om at holde afstand grundet COVID-19. Til trods for at retningslinjerne stadig er gældende, var antallet steget fra knap 2.000 i andet kvartal til knap 4.000 i tredje kvartal, når der korrigeres for sæsonudsving. Dette svarer til en stigning på 100 pct. 

READ ALSO  Fortsat færre ældre bor i pleje- og ældreboliger

Anmeldte lomme- og tasketyverier, sæsonkorrigeretKilde: www.statistikbanken.dk/straf12.

Samme mønster for voldsanmeldelser

Med 5.961 voldsanmeldelser var antallet faldet til et lavt niveau i andet kvartal, men steg igen i tredje kvartal til 6.940, når der er korrigeret for sæsonudsving. Sammenlignet med andet kvartal er det en stigning på 16 pct. Stigningen siden 2016 skyldes blandt andet anmeldelser for vold mod offentlig myndighed, som nok skal ses i forbindelse med ændringer i Erstatningsnævnets procedurer, som skønnes at have ført til flere anmeldelser. Se Nyt fra Danmarks Statistik 2016:350.

Anmeldte voldsforbrydelser i alt, sæsonkorrigeretKilde: www.statistikbanken.dk/straf12.