Tal og statistik

Afmatning nager flere industribrancher trods flot vækst i omsætning

By  | 

Via Dansk Industri

Analyser

Selvom det internationale opsving befinder sig på usikker grund, har DI’s medlemmer tillid til, at fremgangen fortsætter. Virksomhedsledere i industrien er mindst optimistiske og forventer kun marginal fremgang i antallet af beskæftigede. De øvrige brancher er til gengæld præget af solid optimisme.

Danske virksomhedsledere har fortsat tillid til,  at fremgangen i økonomien fortsætter i nogenlunde samme tempo. Det viser den sammenvejede konjunkturindikator, der i en ny runde af DI’s Virksomhedspanel er omtrent uændret. Den sammenvejede konjunkturindikator er sammensat på baggrund af svar fra knap 400 virksomheder om deres forventninger til omsætning, indtjening og beskæftigelse.

Anm.: Konjunkturindikatoren er et beskæftigelsesvægtet gennemsnit af nettotallene (besvarelserne tildeles point fra .1 til 1 afhængigt af vækstudsigterne) for hhv. omsætning, indtjening og beskæftigelse. Indikatoren kan svinge fra 1 til -1, hvor negative værdier signalerer tilbagegang. Seneste observation i figuren er baseret på svar fra 394 virksomheder. Kilde: DI’s virksomhedspanel.

Den pæne optimisme hos de danske virksomheder står i modsætning til dalende tillidsbarometre rundt om i Europa. I april faldt Eurostat’s ESI1  for de 28 EU medlemslande til sit laveste niveau siden december 2014, og det tyske Ifo-indeks er i juni dykket til et mere end fireårigt lavpunkt.

Anm.: Konjunkturindikatoren er et beskæftigelsesvægtet gennemsnit af nettotallene (besvarelserne tildeles point fra .1 til 1 afhængigt af vækstudsigterne) for hhv. omsætning, indtjening og beskæftigelse. Indikatoren kan svinge fra 1 til -1, hvor negative værdier signalerer tilbagegang. Seneste observation i figuren er baseret på svar fra 394 virksomheder. Kilde: DI’s virksomhedspanel.

Det er særligt blandt de europæiske industrivirksomheder, at man over det seneste år, i takt med svage nøgletal og optrapning af handelskrig, har tabt modet. Mønsteret genfindes, men i meget mindre grad, i DI’s Virksomhedspanel, hvor industrivirksomhedernes sammenvejede konjunkturindikator over samme periode er gået tilbage fra et nettotal på 0,26 til et nettotal på 0,15.

Afkøling af industrivirksomhedernes forventninger til toplinjevæksten forklarer noget af den tabte optimisme. I forventningerne til 3. kvartal sidste år regnede knap totrejdedele af industrivirksomhederne med større omsætning sammenlignet med samme kvartal året før. Over samme periode ventede hver tolvte modsat tilbagegang. Et år senere er det stadig omtrent hver tolvte industrivirksomhed, som venter nedgang i omsætningen, mens tillid til øget omsætning nu kun findes hos hver anden industrivirksomhed.

Den aftagende optimisme slår især igennem på forventningerne til beskæftigelsen. I tredje kvartal 2019 er det kun to pct. point flere industrivirksomheder, som forventer højere beskæftigelse sammenlignet med året før, end industrivirksomheder, som venter lavere beskæftigelse. Det er en stor tilbagegang fra tredje kvartal 2018, hvor overvægten af positive beskæftigelseforventninger var på godt 40 pct. point. Til gengæld er overvægten blandt servicevirksomhederne på det højeste niveau meget længe.

Anm.: Virksomhedernes svar er beskæftigelsesvægtet. Kilde: DI’s Virksomhedspanel

Mindre konjunkturafhængige produkter bærer vækst i industriproduktion

Den større optimisme blandt de danske industrivirksomheder end hos deres europæiske konkurrenter kan i en vis udstrækning tilskrives, at danske industrivirksomheder i større grad end vores europæiske nabolande producerer varer, som er mindre afhængig af konjunkturudviklingen.

Ser man på de nyeste ”hårde” tal fra industrien, bekræfter de billedet. Industriproduktionen lå i årets første fem måneder 7,0 pct. højere end sidste år. Væksten kan især tilskrives medicinalindustrien, hvor man har haft en fremgang i produktionen på 21,9 pct. over samme periode. Ligeledes kan produktionen af vindmøller, pumper og motorer fremvise en flot vækst på 14,4 pct.

Anm.: Serierne er centrerede 3 mdr. glidende gennemsnit. Prik i enden af serierne angiver et 2 mdr. glidende gennemsnit for den nyeste observation i maj. Medicinalindustriens produktion blev for december 2019 registreret særdeles høj som følge af en efterregulering af priserne. Kilde: Danmarks Statistik

Hvis der ses bort fra medicinalindustrien og fremstillingen af vindmøller, pumper og motorer, er industriproduktionen i årets første fem måneder 2,2 pct. højere end sidste år.

Anm.: Serierne er centrerede 3 mdr. glidende gennemsnit. Prik i enden af serierne angiver et 2 mdr. glidende gennemsnit for den nyeste observation i maj. Medicinalindustriens produktion blev for december 2019 registreret særdeles høj som følge af en efterregulering af priserne. Kilde: Danmarks Statistik

Industriens omsætning er efter en stagnering i starten af 2018 kommet op i et højere gear. Det følger ovennævnte vækst i produktionen, at sidste års sløve start i omsætningen har forårsaget større færdigvarelagre i industrivirksomhederne. Det bekræfter lagerværdistatistikken, der desuden også viser stor lageropbygning primo 2019.

Lagre af færdigvarer har især hobet sig op i brancherne maskin- og transportmiddelindustri. Fremstillingen af vindmøller, pumper og motorer er en underbranche til maskinindustrien og udgør over halvdelen af produktionen i den samlede maskin- og transportmiddelindustri. Sammen med den tidligere nævnte fremgang i produktionen af vindmøller, pumper og motorer peger det på, at de større lagre af færdigvarer inden for maskin- og transportmiddelindustri er vindmøller og pumper.

Kilde: Danmarks Statistik

Siden efterspørgslen på vindmøller og pumper i mindre grad er bestemt af konjunkturudviklingen, giver det grund til mindre nervøsitet for, om opbygningen af færdigvarelagre er et tegn på, at afmatningen i den europæiske industriproduktion har mere fat i de danske industrivirksomheder, end hvad produktionen ved første øjekast illustrerer.

De stærke forventninger til omsætning og mere neutrale forventninger til virksomhedernes beskæftigelse udtrykt i Virksomhedspanelet antyder også, at mange danske industrivirksomheder fremadrettet vil mindske deres færdigvarelagre og opretholde den nuværende produktion.

Fortsat udbredt optimisme i dansk erhvervsliv

Det er ikke alene hos industrivirksomhederne, at man har pæne forventninger til omsætningen. Med en overvægt af positive forventninger på 36 pct.point har servicevirksomhederne fortsat høje forventninger til omsætningen, og servicevirksomhedernes gode humør går modsat industrivirksomhederne igen i synet på beskæftigelsesudviklingen.

Samlet set indikerer den sammenvejede konjunkturindikator i DI’s Virksomhedspanel, at fremgangen i de danske virksomheder vil fortsætte. Forventninger i panelet udstiller også, at dansk erhvervsliv ikke slipper uden om konsekvenserne fra global handelskrig og afmatning i europæisk industri.

Anm.: Virksomhedernes svar er beskæftigelsesvægtet. Kilde: DI’s Virksomhedspanel

Fakta om DI’s Virksomhedspanel

– Resultaterne om virksomhedernes konjunkturvurderinger fra DI’s Virksomhedspanel for 3. kvartal 2019 bygger på svar fra 393 ud af 2.109 adspurgte virksomheder

– Virksomhederne har afgivet svar i perioden 29. maj til 12. juni 2019

– Panelet består af et repræsentativt udsnit af DI’s medlemskreds

– Panelet dækker lige fra de mindste virksomheder til de allerstørste virksomheder i Danmark og repræsenterer virksomheder, der tilsammen har 65.000 – 93.000 ansatte i Danmark


 

Noter

  1. ^Economic sentiment indicator (ESI) er et vægtet gennemsnit af forbru-gertilliden og erhvervstilliden i brancherne industri, service, detail samt bygge og anlæg.



Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret